RUM 1
Digitalt værk (Mark Tholander)

Et billede på et rum kunne være et rør, hvor en vanddråbe bevæger sig på en måde, der stræber efter at være ens i tempo med den modkørende strøm af luft. Hvor luften producerer billeder og dråben imiterer de billeder som luften producerer. Da luften er usynlig ser vi kun dråben. Luften er usynlig i alle rum, hvor dråben er synlig alle steder den befinder sig. Røret er et billede på et rum i samme grad som nettet er et billede på et rum.

For hvert rum produceret, produceres utallige af usynlige rum. Nu gad jeg vide om man er i stand til at producere usynlige rum, eller om usynlige rum producerer sig selv. Hører usynlige rum til en kategori af potentialer for steder, der holder på ting vi ikke kan se, eller er usynlige rum en tiltro til begrænsningen af vores fatteevne?

ORAUMs første rum tager form af et ekspansivt opholdssted for transmitterende stimuli. Et rum for tanker om simultanitet og ting der bliver til hinanden. Som medlem af ORAUM er jeg stolt over at kunne annoncere at Mark Tholander bidrager med et værk til vores første rum, et værk som ér vores første rum.

----

Det digitale værk bliver udsendt via brev.

D. 21. januar 2016 blev 100 breve udsendt som en del af en begivenhed.

Fra februar 2016 vil værket blive udsendt løbende hver måned til både bestemte og tilfældige steder.

Ønsker du værket tilsendt, kan du fremskaffe det ved at sende en mail med dit navn og adresse til kontakt@oraum.dk.

----

Tilbage til ORAUM